Noget om heste og Capablanca

AbsalonJeg har altid haft det svært når nogle kaldte springeren for en “hest”. Jeg tænker, at det måske er demografisk bestemt, altså at der er flere jyske skakspillere, som bruger ordet “hest” om springeren? Det er ihvertfald en oplagt forklaring for en ærke-københavner…

En hest er selvfølgelig et prægtigt dyr, men alligevel har jeg altid syntes, at der var mere pondus over ordet “springer”, og ikke mindst over den engelske betegnelse “knight”: En ridder, sådan, det hører sig til i et kongeligt spil!

Derfor må et billede af Københavns grundlægger Absalon til hest være på sin plads, som indledning til dette indlæg om slutspil med springer og løber. Løberen, der ligeledes på engelsk har et noget mere svulstigt navn: “bishop”. Ak ja, anvendelsen af det danske sprog kan nogle gange synes så fattigt!

Der findes en masse studier og opgaver om slutspil med springer (nej, jeg komme ikke til at bruge ordet hest mere!) mod løber, om hvornår den ene er den anden overlegen. Tag f.eks. denne stilling:

sl

Hvid trækker og vinder

Det er et klassisk eksempel på, at en springer (sammen med kongen)  under rette omstændigheder kan dominere en løber over hele brættet.

Efter trækkene 1.♘f7, ♗a1 2.♔b1 ses pointen, at ligemeget hvor den sorte løber flygter hen, så kan hvid vinde den i et par træk, startende med en skak på d6. Den slags tekniske studier er naturligvis ganske interessante, og det kan give en forståelse af brikkernes indbyrdes dynamik. Jeg kan selv godt lige at studere den slags, men det skal helst være praktisk anvendeligt – jeg bliver f.eks. aldrig den store skakproblemløser!

(Sidespring: Jeg er netop begyndt at arbejde med Silas Lunds nyeste bog, “The Secret Life of Bad Bishops”, som jeg købte i Svendborg under DM. Når jeg er færdig med den, så vil jeg ikke afvise, at jeg skriver et indlæg her på bloggen i form af en anmeldelse eller lignende…)

Hvor er det så lige, at Capablanca kommer ind i billedet? Jo, jeg kom nemlig til at tænke på, at jeg fornylig havde kørt en DVD igennem, der handlede om springer mod løber, og at jeg havde gjort en del notater, og var påbegyndt et blogindlæg! Det drejer sig om en lille 60 minutters Chessbase DVD af GM Mikhalchishin, “Bishop against Knight”, som jeg fandt meget inspirerende, fordi den netop ikke handlede om slutspilsstudier, men om midtspil, og sågar åbninger, og om hvordan det indbyrdes forhold mellem springer og løber kan påvirkes af bl.a. bondestrukturer og hvilke yderligere brikker der er tilbage. Altså beslutninger, som kan have stor betydning for de slutspil der opstår. Og på denne DVD talte Mikhalchishin om “Capablancas regel”, som jeg ikke havde megen erindring om fra min tilsyneladende ringe skakopdragelse!

Sort er i trækket, hvad er planen?

 

sl02

Zaichik – Mikhalchishin, URS-chT, Riga 1975

Hvis man starter med en helt overordnet stillingsevaluering: Hvid har en bedre struktur, en mere centraliseret konge, et tårn i d-linien og springeren har udsigt til et godt felt på c4. Den sorte løber har naturligvis en længere rækkevidde end den hvide springer, men den har ikke mange mål. Lad os konkludere, at hvid umiddelbart har de bedste udsigter, men hvor slemt er det
egentlig for sort? Det kommer i høj grad an på hvad han spiller i næste træk!  Her kommer først partifortsættelsen:

Efter partiet kom Petrosian hen til brættet, og spurgte om de vidste hvorfor sort havde tabt? Det var ikke helt klart for nogle af spillerne hvad der egentlig var gået galt, så Petrosian sagde: “Sort tabte, fordi han spillede c5, og dermed brød Capablancas regel om, at når man har en løber, så skal man stille sine egne bønder på den modsatte farve af løberen. Efter c5 er stillingen teoretisk tabt – man bliver straffet for at brydes Capablancas regel!”

Nu er jeg ikke i stand til at vurdere, om stillingen rent faktisk er objektivt tabt efter c5, men hvem er jeg også til at gå imod Petrosian, og ikke mindst Capablanca… Faktum er, at sort har en meget klar forsvarplan, som Mikhalchishin løst skitserer. Den har jeg så forsøgt at analysere på, og det virker ganske nemt at holde stillingen for sort, sålænge man ved man man gør:

Capablancas regel #2 siger iøvrigt, at når modstanderen har en løber, så skal man sætte sine bønder på samme farve, for på den måde at hæmme løberen.

DVD indeholdt desuden nogle gode eksempler på princippet om, at i slutspil med dobbeltbønder  i modstanderens struktur er springeren som regel meget stærkere end løberen. Dette må dog bliver emnet for et andet indlæg.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *