9. runde rapport: Danmark – Tjekkiet

I 9. runde skulle vi op mod Tjekkiet, der med et ratinggennemsnit på 200 ELO mere end Danmark var store favoritter. Efter 3 sejre i træk sad vi helt fremme på bord 16, dvs. i sektionen med alle de bedste hold.

Der var fin stemning blandt de tjekkeiske spillere inden matchstart

Der var fin stemning blandt de tjekkeiske spillere inden matchstart

Alle spillerne var godt forberedt, bla. havde vi modtaget hjælp til åbningsforberedelserne hjemme fra Danmark, og flere ramte også deres primære åbningsforberedelse. Selvom alle kom fint ud af åbningerne, stod det efter 2½ timer klart, at det ville svært at få matchpoint med fra matchen i dag.

På 2. bræt havde Esmat allerede i åbningen misset en taktisk pointe, som havde efterladt hendes stilling i ruiner. Dumme fejl kan desværre godt forekomme så sent i turneringen, hvor alle er ved at blive trætte. På bræt 3 og 4 var der stadig spil i stillingerne, men vi havde ikke fået tilstrækkelig ud af ellers fine åbninger, og det begyndte at se svært ud. Til gengæld gik det godt hos Sandra på 1. bræt, som ligeledes var kommet ind i en grundig forberedt Grünfeld med hvid. Hun kom ud af åbningen med en lille, men sikker fordel, og i midtspillet brugte WIM Havlikova meget tid på at holde sammen på stillingen. Stille og roligt pressede Sandra hende, og op mod tidskontrollen fik hun vundet et par bønder, og konverterede sikkert gevinststillingen til det fulde point! Et meget flot parti af Sandra.

Marie og Thomine kæmpede videre, men det var ikke til at hive flere point ud af dén match. 3-1 til Tjekkiet blev resultatet, og det kan vi ikke sige noget til.

Hvis vi i vores stille sinde havde håbet på en lidt nemmere modstander imorgen, så blev det ikke tilfældet: Her skal vi nemlig møde Israel, der er seeded én plads højere end Tjekkiet. På den anden side, så er det også sådan nogle kampe vi gerne vil spille, så vi skal nok mønstre en masse god energi og kampgejst til 10. runde. Iøvrigt mødte vi Palæstina i 1. runde, og det er jo egentlig meget pudsigt.

 

Danmark – Tjekkiet 1-3
WFM Sandra De Blecourt Dalsberg – WIM Kristyna Havlikova 1 – 0
WFM Esmat Guindy – WIM Karolina Olsarova 0 – 1
WFM Marie Frank-Nielsen – WGM Olga Sikorova 0 – 1
WFM Thomine Stolberg-Rohr – WIM Tereza Olsarova 0 – 1

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *