Tidens krumning

I 1883 blev et skakur anvendt for første gang, og siden da er det bare gået ned ad bakke med muligheden for at fordybe sig i skakspillets næsten uendelige kringelkroge. Den virkelige fordybelse har skakspillere i mange år fundet i korrespondanceskakken, men efter computernes indtog er denne disciplin blevet meningsløs, hvilket også er tilfældet for “hængepartier”. Betænkningstiden i turneringer bliver kortere og kortere, og efter nogens mening går det ud over kvaliteten af skakken.

Måske er det rigtigt, men kortere betænkningstid giver også en masse fordele, især for turneringsarrangører, og da de nye generationer af spillere jo vokser op med de mere hurtige varianter af skak, så er det måske bare de gamle, gnavne mænd der rynker på næsen!?

Fremkomsten af digitale skakure gav nye muligheder, og godt 100 år efter et skakur blev anvendt første gang, indgav den tidligere VM i skak, Bobby Fischer, patentansøgning på et skakur, som gav tillægstid (1988). Idag er tillægstid standard i langt de fleste turneringer, og hvor den generelle kortere betænkningstid efter nogens mening har haft negativ indflydelse på kvaliteten af partierne, så har indførelsen af tillægstiden uomtvivsteligt haft en positiv indflydelse på de vanvittige tidnødsdramaer man har set igennem tiden.

Alligevel ser man ind imellem at spillere – trods en tilllægstid på 30 sekunder pr træk – taber på tid, og nogle situationer er mere groteske end andre.

I én af de allerførste turneringer herhjemme, hvor jeg spillede med tillægstid, kom jeg med sort frem til følgende stilling efter hvids 39. træk:

jensk-tsmJens Kristiansen – TSM, Politiken Cup, 2009

Jens havde udspillet mig i åbningen og vundet en bonde,  men i løbet af midtspillet havde jeg fået spillet mig tilbage i partiet, og efter 39.g4 manglede jeg bare at lave 2 træk for at nå tidskontrollen. Pludselig gik jeg i stå, kunne ikke beslutte mig for om jeg skulle spille 39…Le6 eller 39…Tc8, eller noget helt tredje, og så hørte jeg pludselig Jens’ dybe stemme: “Din tid er gået!”

Av, av, av – og så i en rigtig spændende stilling. Så vidt jeg husker er det den sidste gang jeg har tabt på tid i et turneringsparti, så måske har det været dét værd!

I den seneste runde af divisionsturneringen kom jeg så ud for en endnu mere absurd situation. Efter et utroligt spændende parti mod Peter Birk Petersen fra Taastrup var følgende stilling fremkommet efter 37 træk:

pbp-tsm

Peter Birk Petersen – TSM, 1. division, 2014

Peter har haft et vældigt kongeangreb i de sidste 10-15 træk, som jeg har fået afværget , men han har dog fået 3 bønder for en officer. Jeg har netop spillet 37…Txf7, og så begynder Peter at tænke. Uret passerer de 30 sekunder, så de 20, 10 og han virker stadig ikke til at ville trække. Så går tiden i nul, og jeg peger på uret og siger: “Tid”. Peter kigger på mig, og peger på sin noteringsliste og siger, at vi da har spillet 40 træk! Jeg kigger lidt forvirret på min egen noteringsliste, hvor der står Txf7 ved træk 37. Så kigger jeg over på Peters noteringsliste igen, og bemærker, at han er sprunget fra træk 27 over til næste kolonne, og skrevet ved træk 31, og derfor mangler 3 træk! Kamplederen kommer hen til partiet, og der er naturligvis ingen tvivl om udfaldet – hvid har tabt på tid!

Man skal passe på den tid man har, ellers løber den ud, og måske har man ikke nået det man gerne ville. I skak er det som regel de 40 træk….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *