Boghandleren fra Frederiksværk
Da den norske journalist Åsne Seiersted i 2002 skrev den dokumentaristiske roman “Boghandleren fra Kabul” kom hun vældig galt afsted: Boghandleren Shah Mohammed Rais blev sur , eller det var vist mest hans kone der blev muggen, og konen (altså boghandlerens) endte med at få over 100.000 kroner i erstatning for æreskrænkelse! Tingretten i Oslo fik dermed slået fast, at boghandlere er et folkefærd, som man ikke skal spøge med, men jeg håber alligevel, at Boghandleren fra Frederiksværk vil afholde sig fra at hive mig i Købehavns Byret for dette blogindlæg
Nedenstående billede afslører, at omtalte Boghandler naturligvis er min gode skakven, Jes Knudsen. Efter en karriere som jurist er det nu primært skakken der tager Jes’ tid, og udover at spille en masse turneringer, så er Jes også samler mv. af brugte skakbøger – mere end 7.000 brugte skakbøger fylder godt op i hjemmet i Frederiksværk. Sidst jeg var på besøg var det egentlig kun for at købe en Bronstein bog (ja, Kongeindisk, naturligvis), men af uransaglige årsager kom jeg hjem med 5 andre bøger – han er derfor også en god sælger!

Jes Knudsen i fuld koncentration (eller er det et power-nap?) under Gibraltar Open
I efteråret 1978 var der ikke flere i min familie som gad at spille skak mod mig (både fordi jeg for det meste slog dem, og hvis jeg ikke gjorde, så blev jeg helt urimelig fornærmet), og derfor blev jeg sendt ned i nogle fugtige kældelokaler på Østerbro. Selvom det umiddelbart kunne lyde som en sag for de sociale myndigheder, så var det heldigvis ikke tilfældet, da adressen var Rosenvængets Allé 31, og her ved enhver skakspiller jo, at Skakforeningen ØBRO hører hjemme!
Jeg husker fra de første år i klubben, at én af de skrappeste spillere var Jes Knudsen, en super angrebsspiller, der kunne vælte selv meget stærke spillere omkuld med sin kompromisløse angrebsstil. Og der er ikke forkert at sige, at min egen forkærlighed for taktisk betonede angrebspartier bl.a. blev udviklet ved at se på Jes i mine drengeår i ØBRO.
Nu er der løbet meget vand gennem hanerne siden da, men heldigvis har jeg gennem årene fra tid til anden mødt Jes, både på og uden for brættet, og i de sidste par år har jeg sågar haft den fornøjelse at have været på et par skakrejser i Tjekkiet og på Malta sammen med Jes. Det er jo én af de fantastiske ting ved vores sport, at man kan udvide sine sociale relationer, møde nye & gamle skakvenner, og få en masse oplevelser samtidig med, at man spiller en skakturnering! Jeg har derfor på nærmeste hold kunne konstatere, at Jes på ingen måde er blevet en blødsøden, midaldrende mand, men har opretholdt sin kompromisløse spillestil, som både kan resultere i katastrofale nederlag og meriterende sejre!
Sammen med en masse andre danske skakspillere deltager Jes for tiden i den traditionsrige Gibraltar Open, og allerede i første runde af “Masters”-gruppen fik Jes fat i struben på en stormester, veteranen GM Mark Tseitlin fra Israel. Der er mange titelholdere, som gennem tiden er sluppet med skrækken når de har mødt Jes (se f.eks. Julekalenderquizzen 8. december), men der er bestemt også mange som har måtte aflevere både halve og hele point til Jes, og det blev også GM Tseitlins skæbne!
Lad os se hvordan Jes gjorde en ældre herre fortræd:
[raw]
[/raw]
Man kan indvende, at den israelske stormester sandsynligvis toppede for 30 år siden, men en GM-skalp er nu en GM-skalp!
På én af vores skakrejser demonstrerede Jes, hvordan han uddelte øretæver til en betydelig yngre titelholder i Borup for et par år siden. Det er i mine øjne et smukt angrebsparti, som viser hvilket pres man kan komme under, hvis man tøver en lille smule mod en angrebsspiller der tager initiativet. Og så er Txf7 er bare et fantastisk træk!
[raw]
[/raw]
Dette var min hyldest til Boghandleren fra Frederiksværk, som udover at have tusindvis af skakbøger (og vist nok har læst de fleste af dem), ligeledes er en fantastisk angrebsspiller, og ikke mindst en super flink fyr & god skakven!